Albumanmeldelse. Stig Skovlind ”Singlerne” (CD/Digitalt – udkom 01.11 via Giant Sheep Music).
33 Plus / Mads Kornum anmelder Singlerne
”Singlerne rummer masser af gode menneskehjerter – men de gemmer sig bag lidt for pæn facade”
Stig Skovlind er en meget sympatisk mand fra Helsingør, som med sin sang og musik dybest set bare ønsker at gøre verden til et lidt bedre sted. Det helst ved at levere nogle fine reflekterende tekster, og en altid let gyngende og rytmisk drevet musik a la Poul Simon og Sting.
33plus tager gerne med – men vil måske insistere på at der godt må blive trykket og rykket ligeså markant musikalsk, som der gør på tekstsiden. Musikalsk virker ambitionen desværre begrænset til at det skal lyde godt, flot og behageligt. Og det lykkedes uden tvivl 100 % - hvilket ikke undrer med det hold af musikere fra øverste hylde der er med på albummet – ikke mindst rytmesektionen, der består af Klaus Menzer / Jacob Hatholt (trommer), Rune Harder Olesen (Percussion), og Andreas Hatholt (bas). Men de får ikke rigtigt lov til at eksperimentere eller lege med selve musikkens puls, og derfor mærkes de 11 singler – rent faktisk mest af alt som en samlet farvematchet flok uden egen personlighed. Men nydere af kunstnere som f.eks. Moonjam, Rugsted & Kreutzfeldt, Tøsedrengene eller dette årtusindes udgave af Stig Møller, vil dog næppe blive skuffet over hvad de hører.
Stig Skovlind - der solo debuterede tilbage i 1996 - og i 2013 udsendte sit første album med danske tekster - er til gengæld mere udfordrende og skarp i sit tekstunivers, hvor han med underfundig dobbelttydighed, empati og humanistisk indblik evner at fange både øjeblikkene og de store linjer. Man mærker, at der er noget på spil – og numre som ”Opdrift” og ”Himmel og hanelefanter” har både en charme og en styrke, som det er pænt svært ikke at blive revet med af – ikke mindst når Nicolai Levring stør om sig med sprøde guitar toner. Ja - så er det næsten lige før at man overgiver sig helt – og sir’ PYT med pænheden.
Se video til pladens åbningsnummer ”De små ting” her : https://youtu.be/_y4ilHt2h3k
Ingen automatisk alternativ tekst tilgængelig.Mads Kornum - https://www.facebook.com/33plusmusik/photos/a.1451340238485623/2377378049215166/?type=3&theater
capac.dk anmelder Singlerne
Capac anbefaler: Stig Skovlind – Singlerne
14. november 2018
Sidst Stig Skovlind var forbi bloggen til en anbefaling var med EP’en Kaffe og kærlighed. Og jeg hæftede mig dengang – igen – ved opdriften og lyset i Skovlinds sange. Og alt andet end tilfældigt hedder en af sangene på det nye album med den tvetydige titel Singlerne netop “Opdrift” og understreger med al ønskelig evidens, at Skovlinds musik er båret af et lyst syn på tingene, en fundamental tro på, at livet er fundamentalt godt, selv om det ikke altid er retfærdigt eller let:
Opdrift – ja tænk at få opdriftDet er noget med at finde en varm strømEn drøm man kan padle påOpdrift – ja tænk at få opdriftJeg må opfinde en opvindJeg kan sprede mine vinger på
Selv i titelsangen “Singlerne” om den evigt ubestandige og evigt eftertragtede kærlighed blæser en blid opvind, selv om ingen kan undslippe en snert af kulde og melankoli:
Når man bare ku’ la’ vær med at holde afOg holde op med at længes efter nogenNår man bare ku’ lade være med at binde sig For fa’enSå ku’ søndagen gå uden sure minerUden spektakel og småskænderierOg helt uden andre frakker på knagen
Og selv om sangskriveren godt ved, at vi ikke slipper for spektakel og småskænderier – hvis vi vil kærligheden (og det vil han…) – ja, i det hele taget alt det bøvl og alle de problemer, menneskelivet fører med sig som en ubønhørlig pris, så holder han som en anakronistisk hippie fast i at sige “pyt” til det meste (sangen “Pyt”) og appellere til en menneskehjertelighed (“Menneskehjerte”), der trodser besværet, materialismen, travlheden og alt det, der står i vejen for netop kærligheden, venskabet (“Min fine ven”) og et liv med sol oven over alting (“Sol til alle”).
Singlerne hedder albummet altså, og titlen alluderer også til tidens tendens til at atomisere albummet / værket i singleudspil. Og de ialt elleve positive sange på pladen kan da også sagtens fremstå som små funklende singleudspil, som enhver anstændig radioplayliste vil kunne være bekendt at have med. Men Singlerne fungerer absolut også som en samlet vitaminindsprøjtning af musikalsk opdrift, af den slags alle vi musikelskere kun kan have god brug for her, hvor efteråret er gået i gråt og giver forsmag på kulde og mørke.
Og som tilfældet var med de to foregående udgivelser, jeg har anbefalet, så fremføres sangene af Skovlinds behagelige, lyse mandsstemme og de bindes op og under af musikalske arrangementer, der i Kaffeorkesterets udførelse giver energi til opdrift og -vind med lækker pop, der er drevet af endog meget forførende melodier og er krydret med stilistiske påvirkninger fra nær og fjern. Jo, Singlerne er en plade, der tøer forfrosne hjerter lidt op, sætter pulsen lidt op også og efterlader lytteren i et bedre humør efter lytningen. Og det er svært at finde en ret meget bedre anbefaling end den på sådan en kold og våd novemberdag. Så få fat i den plade derude et eller andet sted…
Stig Skovlind. Singlerne. Giant Sheep Music. Udkom 1/11/2018capac.dk - http://www.capac.dk/wordpress/?p=30456
bibzoom.dk anmelder Singlerne
Singlerne - nyt album med Stig Skovlind
07-11-18
Så er der et nyt udspil fra Stig Skovlind på gaden. Albummet Singlerne er netop udkommet her den første november 2018. Med 9 nye og to lidt ældre sange tager Skovlind os med rundt i sit poetiske univers, hvor han på forskellig vis giver sine bud på tiden og dens strømninger.
Skovlind har især hæftet sig ved fænomenet "singler" - sange, der både kan stå enkeltvis men tilsammen også udgøre en helhed, et album. Men Skovlind ser også fænomenet i mere sociologisk forstand. Op mod mere end 30% af voksne danskere bor alene - altså som singler - hævder han. Og endelig er singlerne - enkeltstående sange - også dem der vinder frem i musikken på streamingtjenesterne.
De 11 numre udgør en behagelig lytteoplevelse. Det er afdæmpet musik, båret af Skovlinds lyse vokal og dygtige musikere - "Kaffeorkestret", suppleret af Bobo Moreno på kor. Musikalsk er Skovlind inspireret af flere genrer, bl.a. fra de sydlige himmelstrøg. På nummeret "Annies bord" flirter han lidt bluesen, og det swinger ganske fint - også selvom Skovlind ikke har en typisk bluesstemme.
Albummet Singlerne er en håndfuld sange, hvor fortælleren, altså Stig Skovlind, sætter ord på livet, tilværelsen, erfaringen. Med en fødselsattest fra 1963 er det ikke en årsunge, men en voksen mand, der har set forskellige sider af livet. Det kommer f.eks. til udtryk i "Pyt" ... "man lærer at sige pyt hen ad vejen". Og om kærligheden siger han i "Hvis det ikke er ægte": ..."For hvis det ikke er ægte, skal det slet ikke være".
Det er hverdagspoesi, det er lettilgængeligt, det er tanker og oplevelser mange vil kunne gendkende, som Stig Skovlind her har sat ord og musik på. Der er fine vokaler og flot afstemt akkompagnement hele vejen igennem. Singlerne er et album der helt bestemt fortjener at blive lyttet til, men det fungerer også fint som baggrundsmusik til en afslappet stund.
bibzoom.dk / Af: Kenth K. Nielsen - Det Kgl. Bibliotek - Aarhus - https://bibzoom.dk/musikartikler/singlerne-nyt-album-med-stig-skovlind