Jeg skal hilse fra Havana

Jeg havde hele tiden haft i tankerne, at min cubanske ven Julio skulle spille klaver på sangen.

De tre bærende akkorder bygger på en klassisk cubansk montuno – en klaverfigur, som giver pianisten plads til sin egen fortolkning. Og den frihed fik Julio naturligvis. Han byggede selv sit spil op undervejs og gav sangen den helt rigtige cubanske puls.

Men der var også et andet klaverstykke. En romantisk lille melodi, som jeg havde komponeret efter inspiration fra mine vandringer gennem Havana, hvor jeg indimellem kunne høre hotelpianisterne spille gennem åbne døre og vinduer.

Den melodi havde jeg skrevet helt præcist. Og den drillede faktisk Julio en smule. Men til sidst sad den der!

Planen havde egentlig været, at vi skulle til Græsted og indspille hos Nicolai Levring, som var gået i gang med at producere sangen.

Men planerne skred, og pludselig var der næsten ikke mere tid. Julio skulle hjem til Cuba.

Så jeg riggede mit indspilningsudstyr og klaver til i soveværelset. Julio satte sig til tangenterne, og kort før vi skulle køre til Kastrup Lufthavn, indspillede han sine klaverstykker til »Jeg skal hilse fra Havana«.

Det var måske ikke verdens mest imponerende lydstudie. Men det var den helt rigtige pianist.

Og heldigvis har jeg det hele på video.

Det hele begyndte egentlig med et bryllup, der aldrig blev til noget.

Min cubanske ven Julio ringede en sommerdag i 2019 og fortalte, at han skulle tilbringe vinteren i Paris. Han havde aftalt at gifte sig med en fransk kvinde, så hun kunne få opholdstilladelse i Cuba. En meget cubansk historie!

Det gav os en oplagt mulighed for at få Julio til Danmark og spille nogle koncerter sammen.

Jeg arrangerede tre koncerter på Café Chaplin i Helsingør og satte billetterne til salg.

Men så gik brylluppet i vasken.

Den franske kvinde var blevet sur over et eller andet, og pludselig var hele grundlaget for Julios europæiske ophold forsvundet. Jeg forsøgte endda at købe hendes flybilletter for det beløb, hun kunne få tilbage ved afbestilling. Men hun var så vred, at hun ikke ville sælge dem.

Så stod jeg dér. Med tre planlagte koncerter og udsigten til selv at skulle betale Julios flyrejse og ophold.

Jeg besluttede at gøre det alligevel.

Og sikke en fest vi fik!

Alle tre koncerter blev udsolgt. Vi spillede »Jeg skal hilse fra Havana« hver aften, og allerede dér kunne vi mærke, at sangen havde fat i noget. Publikum tog imod den med en begejstring, der gav mig endnu mere blod på tanden.

Efter den tredje koncert holdt vi en fælles afskedsmiddag for Julio. Humøret var højt, og et sted mellem maden, snakken og de gode grin begyndte fantasien at løbe af med os.

Hvad nu, hvis vi tog til Cuba og lavede en musikvideo?

Og hvad nu, hvis vi satte Julios klaver på en hestevogn og kørte gennem Trinidads farvestrålende gader, mens vi spillede?

Det var sådan en idé, man får over et middagsbord, når stemningen er god, og ingen rigtig tænker på, hvor besværligt det bliver at gennemføre.

Men få måneder senere, i januar 2020, stod vi faktisk i Trinidad med et klaver på en hestevogn.

Jeg havde forestillet mig, at sådan et syn ville skabe opstandelse i gaderne. Måske ligefrem et lille festligt optog.

Men nej.

I Trinidad er hestevogne en helt almindelig måde at transportere ting på. Så et klaver på en hestevogn var åbenbart ikke noget særligt!

Det var både festligt og hårdt arbejde at få optagelserne i kassen. Vi arbejdede med lokale fotografer og dansere og filmede i både Trinidad og Havana.

Og vi nåede det lige.

For mens vi var i Cuba, var en pandemi på vej, som kort efter skulle lukke store dele af verden ned.

Tilbage stod vi med en musikvideo, en masse minder og en sang, der var begyndt med tre akkorder og et ødelagt knæ hjemme i Danmark.

Jeg skal hilse fra Havana.

Det bli’r regn, men først mañana.