‘Singlerne’ er titlen på mit seneste album. Det udkom d. 1. november 2018. Her har du præsentationen af albummet som det står trykt i albummets booklet.
Singlerne
Single-kaffemaskinen er for nyligt udnævnt af Nationalmuseet som et nutidsfænomen og et symbol på single-kulturen i Danmark, hvor over 30 procent af alle voksne bor alene.
Singlerne vinder frem i antal i det sociale liv med heraf følgende tilpassede produkter. Bl.a. på den måde det blevet et emne for mig og Kaffeorkestret – som jeg kalder mit band.
Og singlerne vinder frem i den musikalske verden i form af et massivt antal enkeltstående sange, der flyder ud over alverdens streaming-platforme.
Men kan vi leve uden hinanden i længden? Og kan sangene stå alene? Spørgsmålet er også, om vores behov for kærlighed og fordybelse egentlig svarer til den adfærd, vi udvikler i en massekultur?
På ‘Singlerne’ siger jeg, hvad jeg mener – med et kærligt glimt i øjet: Nej, næsten ingen ønsker, at der kun hænger én frakke på knagen. Og ja, vi elsker de sange, vi giver os tid til at elske – men næsten ingen lytter efter. Så måske handler det hele om at give sig tid, og give sig hen.
Så hvad gør vi ved det? Mit bud formuleret hen over dette album er at skære livet ned i små bidder, dvæle ved livet, sige “pyt” til det meste og elske ærligt eller lade være. Det er efter min opfattelse opskriften på at finde de varme opvinde, man kan svæve på og finde opdrift og overskud til kærlighed og hjerterum.
Kærlig hilsen Stig
No Comments